Trine Holmvard – Act Feel Be Ord, farver og bevidsthed
I mit arbejde bevæger jeg mig i krydsfeltet mellem ord, farver og indre erkendelse. Jeg skaber værker, der inviterer til fordybelse – små pauser, hvor bevidstheden får lov at lande, og hvor det indre liv kan spejle sig i det ydre udtryk.
Mit univers udspringer af min livsfilosofi og virksomhed Act Feel Be.
For mig handler Act ikke blot om handling, men om at handle med intention. Feel er ikke egoets følelser, men evnen til at mærke efter og lytte til intuitionens stille visdom.
Når disse bevægelser forenes, opstår Be – et sted af integritet, hvor man kan hvile i sin essens og i livet, som det er.
Herfra opstår både kortsæt, digte, bøger og visuelle værker – ofte med afsæt i spirituelle og filosofiske traditioner, men altid med plads til den personlige fortolkning.
På min reol hos August Art kan du finde Act Feel Be-kortsæt, bøger og visuelle værker – skabt som åbne rum for egen refleksion med fokus på nærvær, mening og det sanselige udtryk.
Min kreative proces lever og deles primært gennem mit online univers, mens reolen her rummer de værker, der har fundet deres form og er klar til at træde ud i verden.
Tidligere har jeg drevet virksomheden Kreativ Livsstil sammen med min mor, Gitte Klausen. I dag går jeg min egen vej med Act Feel Be, samtidig med at den fælles skaberkraft fortsat spiller en vigtig rolle i mit liv. Act Feel Be-kortsættene skabes i et tæt samarbejde mellem os og er en naturlig videreudvikling og sammensmeltning af tidligere kreative projekter – forfinet og formet i fælles nærvær.
I perioden 2023–2025 har jeg uddannet mig inden for multimediedesign, hvilket understøtter mit arbejde med formidling, visuel identitet og samspillet mellem det sanselige og det digitale. Som en del af mit engagement i August Art bidrager jeg desuden med opsætning af trykte og digitale materialer samt støtte til fællesskabets visuelle udtryk og Instagram-univers.
Fælles for alt, hvad jeg skaber, er et ønske om at bringe mere nærvær, glæde og ro ind i hverdagen – gennem ord, farver og stille invitationer til at mærke efter.
Min vision er at lade bevidsthed få form – nænsomt, ærligt og i respekt for det, der ikke kan forceres.